lørdag den 13. juni 2015

Priktrøje til niece

Nu vil jeg vise jer en priktøje jeg har strikket. Det er et stykke tid siden jeg blev færdig med den, og det er også en tid siden jeg tog billederne. Jeg tror at jeg er kommet lidt uf af vanen med at blogge, for jeg har ikke gjort det meget på det sidste. Men det vil jeg rigtig gerne ændre, og jeg har også nogle andre strikkede ting som bare venter på at blive vist frem her på bloggen.
Den søde lille trøje er fra hæftet babystrik på pinde 3, som jeg har nævnt flere gange tidligere. Trøjen er strikket med arwetta garn og på pind 3.
Trøjen er en del af et sæt som jeg har strikket til min niece på nu 6 måneder.
Sættet består af priktrøjen, bukser, hue og baby sko. Alt undtaget skoene er fra hæftet babystrik på pinde 3. 
Jeg er rigtig godt tilfreds med hele sættet, og min niece er super sød i det (det er hun nu uanset hvad hun er iført).
Et strikket sæt med trøje, bukser, hue og sko er måske ikke så sommeragtigt, men da min niece tager til Færøerne for at holde sommerferie, så passer det ret godt, for det er som bekendt ikke altid særlig varmt på Færøerne. 
Desuden synes jeg at arwetta garnet egner sig godt til babytøj da det ikke er for varmt eller tykt i det, er blødt og kan maskinvaskes, hvilket er virkelig praktisk når det handler om babytøj.
Trøjen var rigtig hyggelig at strikke. Den er strikket oppefra og ned, hvilket jeg godt kan lide. Bærestykket, der hvor prikkerne er, kræver koncentration og at man følger med i mønsteret. Men når det kun er bærestykket som kræver at man følger med i opskriften hele tiden, synes jeg bare at det er hyggeligt.
Jeg overvejer at strikke en priktrøje til min nevø også.
Farverne til trøjen har jeg fundet inspiration til på instagram, og garnet købte jeg inden min niece blev født.
Strik nummer i år: 7
Lavet til: min niece Rebekka Sol
Opskrift: Priktrøje fra babystrik på pinde 3 af Lene Holme Samsøe
Ændringer: Jeg har ikke lavet nogle ændringer
Størrelse: 6 måneder
Pinde: 2,5 og 3
Garn: Arwetta clasic i farverne 267, 268 og 100 (80% merino uld, 20% nylon)
Lager, rester eller nyindkøbt: Købt hos Jorun garn på udsalg sidste år
Vægt / meter: 100 g / 210 m
Strikket af garn købt før 2015: 450 g / 1,165 km
Strikket i alt i år: 450 g / 1,165 km